OZ1GEJ Hjemmeside

Rejse brev fra Chris og Carolyn

Denne gang er det om turen til harmonikafestival i British Columbia,
som vi er med til for syvende gang. Det er som sædvanligt Carolyn,
som har taget billederne, mens jeg har lavet en video.
Vi starter herfra Woodland den 30. juni og kører østover ad Motorvej 80 til byen Fernley i staten Nevada, hvor vores søn Poul og svigerdatter Cathy bor. I december sidste år fik de en datter Laura vores første og muligvis eneste barnebarn. Untagelsesvis sender jeg et billede af Laura. Normalt sender jeg ikke billeder af nogen til folk,
de ikke kender, for hvad får de ud af det? Laura har mere hår end de fleste babyer.
Den 1. juli kører vi øst på til byen Winnemucca, hvor vi drejer fra og kører nord på ad vej nummer 95.
Normalt er det ørken og meget tørti det område. I år har de fået mere regn end normalt,
og det hele har et grønligt skær.Vi kører igennem et hjørne af Oregon
og kommer til Idaho.Vi tager motorvej nummer 84 og kører i nordvestlig retning i Oregon igen. Det sagde GPSen, vi skulle.
I Le Grande overnatter vi på parkeringspladsen af supermarkedet Walmart.
I USA må man ikke overnatte på rastepladser somEuropa.
Vi fortsættter at nummer 84 til Pendleton, hvor vi var inde et sted eller fabrik Woolen Mills,
hvor de laver uldvarer. Det var lørdag, og fabrikken var lukket.
De havde nogle fine varer i deres butik.
Vi fortsætter videre vestover og drejer fra på Motorvej nummer 82,
som fører os til byen Kennewick i Washington.
Her krydser vi den mægtige Columbia flod, hvor vi kunne se sluserne fra vejen.
Videre ad vej nummer 395 og 17 til byen Warden, hvor vi har venner boende
Jeg nævner navnene på vejene, da der er flere, som har spurgt efter dem,
så de kan følge os på kortet. Vi parkerer i Fin og Anna Maries indkørsel.
Der har været godt med fut i Fins klude, og han oparbejdede et storlandbrug,
mens Chris ikke kom videre end at lave plastposer på en fabrik.
Jeg har altid hafdt stor respekt for dem, som kommer lidt videre i denne verden,
og kan ikke rigtig forstå, at nogen kan være misunderlige.
Enhver er da sin egen lykkes smed. Er det ikke sådan, at man siger i Danmark?
Men uheldet har også været ude for Fin. En dag vågnede han op og kunne ikke bevæge benene.
Han kom på sygehuset,hvor de fandt en stor kræftbyld i nærheden af hans rygrad.
Han fik den opereret væk, men førligheden kom ikke tilbage, og han må sidde i en kørestol resten af hans liv.
Da han ikke kan bo eller klare sig alene, bor han nu på et plejehjem i byen Moses Lake.
Det er bare så tragisk for en, som aldrig har været bange for at bestille noget.
De har anskaffet en handicapbil med en lift på, og når nogen kommer på besøg,
kan de få lov at køre ham en tur rundt på markerne.
Den næste dag søndag den 3.juli tager vi hovedvej nummer 90 øst på til Coeur d’Alene i staten Idaho.
Her drejer vi nord på ad vej nummer 95 igen mod den canadiske grænse.
Der er lidt kø ved grænsen, men vi er ikke smuglere, så ingen problemer.
Vi fortsætter videre til Cranbrook, som ligger I British Columbia, hvor vi overnatter ved nogle venner.
Ole er dansker og blev meget glad for den flaske Ålborg, vi havde med.
Jeg er blevet fortalt, at de ikke laver jubilæumsakvavitten længere. Er det korrekt?
Mandag den 4. juli ankommer vi til Kimberley, hvor harmonikafestivalen finder sted hvert år.
De tillader, at man parkerer sin campingvogn eller autocamper næsten hvor som helst i byen under festivalen.
De lokale spejdere har en plads et godt stykke uden for byen, og her parkerer vi vores.
Så går pengene også til et god formål. Der er allerede kommet flere af vores bekendte fra de andre år.
Hvert år er der blevet fældet nogle træer på pladsen. I mange af de skove herovre er der nogle biller,
som angriber en vis type fyrretræer, så de går ud og må fældes.
Der er vand på pladsen og nogle affaldsspande men ellers ikke andet.
Jeg har sat et ekstra batteri i campingvognen, og vi klarede os i den uge, vi var der.
På gågaden I Kimberley står der en platform og her der hver dag mellem klokken 10 og 15 underholdning.
Hver tyvende minut er der en ny gruppe, som spiller. Folk danser på gaden. Det er meget hyggeligt og fornøjeligt.
Ved samme lejlighed er der konkurrence et andet sted i byen i deres ishockyhal.
Deltagerne er inddelt i grupper fra under 8 år til over 80. De bliver dømt for rytme og for sværhedsgraden af , hvad de spiller.
Et par giver points for, hvor godt det er at dansetil. Vi danser ikke ret meget selv.
De skal alle spille en vals, en polka og en scottish.
I den ene ende af bygningen er der et sted, hvor man kan købe mad
Kunne jeg leve mit liv om, ville jeg lære at danse rigtigt og måske spille harmonika ditto.
Til alt om dagen er der gratis adgang. Festivalen varede i seks dage.
Alle unge mennesker under 19 år, som kan skrive lidt om,
hvorfor de spiller harmonika, og som er med i konkurencerne får en belønning på 200 Dollars.
Der var 21 af dem i år. Mange af dem vil komme igen til næste år
Hver aften er der koncert klokken 19, og klokken 21 bliver der spillet op til dans.
Nu ved jeg ikke, hvad de gør i Danmark i dag. Herovre danser de fleste kun med den eller dem, de kommer til festen med,
så man kan se det samme par danse sammen hele aftenen lang.
Andre os, selv inkluderet, sidder bare og lytter til musikken.
Sådan går det hele ugen igennem. Om lørdagen er der afslutning, og der uddeles præmier.
Vi er alle lidt spændt på, hvem der har gjort det bedst.
Om søndagen er der en lille sammenkomst på spejderpladsen for alle deltagerne.
Der bliver sagt farvel og på gensyn til næste år.
Mandag den 11. juli bryder vi op. Først skal tankene tømmes og lidt diesel fyldes på.
Vi kører lidt tilbage syd på ad vej nummer 95 og lige før grænsen vest på
ad vej nummer 3 mod Vancouver også i British Columbia.
Det er lidt længere end vi kan klare på en dag, og vi overnatter i Osoyoos på en campingplads drevet af indianere
Iøvrigt den eneste nat på hele turen, hvor vi boede på en campingplads.
Vejen nummer 3 er en meget skøn vej gennem et bjergrigt område især i år, hvor de har fået mere regn end normalt.
Nogle steder var der op til 10% stigning. Så er det godt med en masse hestekræfter.
Min diesel har nu kørt over 150 000km og næsten uden problemer.
I Vancouver besøger vi Kjeld VE7GP og hans frue. Der er måske nogle af jer, som har talt med ham over radioen.
De gav os en rundtur af Vancouver, hvor vi også besøgte to andre danskere.
Den ene boede på et højhus på 11 etage. Godt man ikke bor sådan et sted.
Torsdag den14. juli kører vi sydover på vej over grænsen og gennem staten Washington. Det regnede hele dagen.
Det holder op ved aftenstid, hvor vi er i staten Oregon.
Vi var tæt ved Evergreen Musseet i McMinnville. Desværre var det efter lukketid,
men ingen problemer. Vi kunne bare holde på deres parkerings plads om natten.
Vi har været der en gang før. Da var der kun en stor bygning. Nu er der fire.
Musseet er især kendt for Spruce Goose et kæmpestor vandfly lavetaf en amerikansk rigmand Howard Hughes.
Det er kun blevet fløjet en gang og kun cirka en kilometer og Mr Hughes sad selv ved pinden.
Det er over 60 år siden, og flyet er stadig det største nogensinde bygget. Der er fire motorer på hver side.
Det har siddet på et museum i Californien indtil for 10 år blev siden, da det blev skilt ad og sendt herop.
Foruden det store fly er der også et B17 af typen, jeg så skudt ned under krigen, plus en Spitfireog en Messerschmit,
og en hel masse andre.
Der er også et IMAX teater og en stor bygning om rumfartens historie.
Det man lægger først mærke, når man kommer der, er et Jumbofly en 747 på toppen af en bygning.
Gad vide, hvordan de fik det derop! På siden sidder der fire store rør, hvor der løber vand igennem,
og hvor børn og unge mennesker kan tage rutchetur ned. Selve bygningen er et stor vandland.
Det er helt sikkert den mest populære del af musseet for de unge mensker.
Man kan sagtens bruge en hel dag her på museet , så når vi kommer en anden dag, skal vi have lidt mere tid med os.
Vores sidste stop på turen var Klamath Falls I Oregon, hvor vi har nogle venner.
Det har været en god tur for os.
Det er muligt, at vi kommer til Danmark i september, men det er ikke helt sikkert endnu.
Vi kunne tænke os at aflægge Bornholm et besøg.
Iøvrigt er der sporadisk forhold på radioen for tiden. Her er nogle tidspunkter og frekvenser.
Kl.07 DT på 14293 eller 296Khz.
Kl.23 DT på 14305Khz
Kl.17 DT på 14293Khz
Håber at du er en af de aktive, og at I alle har det godt og lad mig endelig høre fra dig.
Vi skulle da nødigt tabe forbindelsen med hinanden